Udstødte Børn

“Tænk, jeg fortalte til min bedste veninde, at jeg og Kim (navn ændret) var kærester, du ved. Der er jo ikke sket noget seksuelt eller noget (Hun er 16½). Tænk, og hun fortalte det til sin far, som er ældste. Han fik fat i min, og så gik de helt fra koncepterne derhjemme!

De sagde, at jeg var egoistisk, og at jeg ødelægger det for min far, som har arbejdet hårdt for at blive ældste, og at mine følelser ikke var noget værd. Nu må jeg ikke engang bruge telefonen derhjemme!“

En lille pause

“Men jeg er ligeglad! Jeg kan godt klare mig uden dem! Jeg har mange veninder! Jeg ved, hvor jeg kan gå hen!”

For Gitte (navn ændret), datter af Jehovas Vidner, er der herfra ikke langt til udstødelsen! Specielt taget i betragtning, at hendes familie ikke er synderlig velhavende eller særlig vigtige inden for Vagttårns Organisationen (Jehovas Vidners centrale organ; Big Brother).

At udstødelsen vil ske nu, skyldes flere faktorer: For det første er Gitte som sagt ikke medlem af en af de store “klan” familier, altså kan familien “ofres” uden tab for sekten. Men ofrer familien Gitte, kan resten af familien forblive Jehovas Vidner og ligefrem vinde agtelse ved det.

Da Gittes storesøster er “pioner”, er det vigtigt for hendes familie at holde på sin status inden for Jehovas Vidners samfund. Derfor vil Gitte blive udstødt! For ellers betyder det, at hendes far, som ældste, ikke har styr på sin familie, og hermed ikke fortsat kan være ældste, at hendes søster ikke vil kunne opretholde den respekt, hun har i menigheden som pioner, med en søster, der er “faldet ved siden af”. Derfor kan det bedst “betale sig” for familien selv at “udstøde Gitte fra deres midte”, før Vagttårns Organisationen gør det for dem.

En pioner inden for Jehovas Vidner er helt speciel.

Jehovas Vidner forventes at forkynde ( bl.a. fra dør til dør). Der er ingen tal på, hvor meget et “menigt Vidne” forventes at forkynde, men forkynder man 2-3 timer om ugen, kan man holde sig nogenlunde uden for problemer. Bedst er det imellem 5-10 timer om ugen.

Læs videre

Forældre til nyreligiøse magtesløse

Af Louise Kjærgaard

– Det kan lyde grusomt, men forældre til unge, der er flygtet ind i en nyreligiøs bevægelse, kan ikke gøre andet end at vente, siger psykoanalytikeren Cyril Malka, der har specialiseret sig i at hjælpe ofre for nyreligiøse bevægelser.

Kidnapning og katastrofe-alarm er en alt for drastisk metode, lyder hans erfaring.

– Den nyreligiøse reagerer alt for tit med psykisk sammenbrud eller forsøger at flygte tilbage til sekten. Han forstår slet ikke forældrenes sprog og føler sit verdensbillede truet. I sekten er han blevet kodet til at tænke fuldstændig anderledes. Så nu føler han tæppet forsvinde helt under sig, hvis man hiver ham ud af hans sammenhæng på en gang, forklarer Cyril Malka.

Men han opfordrer venner og familie til at holde kontakt med den nyreligiøse – uden at prædike.

– Meget få mennesker bliver i en sekt hele livet, og på et tidspunkt viser det sig en åbning, hvor de er parate til at få hjælp, mener psykoanalytikeren.

Den lange vej ud

Vejen ud af en nyreligiøs bevægelse er både lang og svær.

Den religiøse skal give slip på et liv, hvor han har kendt sit værd og sin identitet, og hans sprog og verdensbillede skal kodes om. Han skal hjælpes meget forsigtigt.

Forestil dig, du bor i en lun og rar pyramide med en masse andre mennesker. I er enige om, at alt, der er rødt og varmt er godt, blåt og koldt kalder I ondt. Sammen vil I kæmpe for, at hele verden bliver rød, og at I bliver røde indeni.

Pludselig buldrer en udenforstående ind, tvinger dig med udenfor og dunker dig oven i hovedet med, at blåt er det eneste gode. Hvad sker der? Ikke noget konstruktivt, for I taler slet ikke samme sprog.

Det samme sker, når desperate forældre kidnapper deres barn fra en nyreligiøs bevægelse, mener den franskfødte psykoanalytiker Cyril Malka, der er bosat i Odense. Han har specialiseret sig i at hjælpe ofre for nyreligiøse bevægelser tilbage til et almindeligt liv.

Læs videre

Hvad med børnene?

Jeg sad en dag med en fil liste fra et BBS, og kiggede bl.a. på titlerne i et område, der hedder “GIF’er, XXX rated”. Titlerne talte deres tydelige sprog, det var et område med porno, computer formidlet porno. Det i sig selv kan jeg ikke lade mig forarge over, men da jeg opdagede, at alderen på aktørerne var anført i parentes, studsede jeg noget; 11 år, 13? år osv. For at se nærmere på sagen overførte jeg disse billeder til min computer, og blev dybt chokeret over at opdage, at det jeg havde hentet hjem, var børneporno. Eller for at bruge et mere korrekt ord børnemishandling.

Jeg bliver her nød til at forklare de af læserne, der ikke kender til BBS’er, hvad det er, og hvor let tilgængeligt det er.

BBS står for “Bulletin Board System”. Det er en database, hvis telefonnummer er tilgængeligt for alle, og hvortil man kan ringe, hvis man er i besiddelse af en computer med modem. I sådan en database kan man “chatte”, altså snakke med andre brugere via sin skærm om alt muligt. Det kan være både sjovt og interessant.

Læs videre

De menige og de styrende

Der er stor forskel imellem de menige i Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet.

(28/08-1993) – “Jehovas Vidner slår sine medlemmer ihjel”, “Tro kostede dreng livet”; disse to overskrifter er hentet fra Jydske Vestkysten i debatten om Jehovas Vidner, der er i fuld gang rundt om i landets aviser.

Det hele startede egentligt meget godt, men er vi ikke ved at gå i ring? Er vi ikke ved at komme tilbage til den sædvanlige debat, de sædvanlige argumenter? Vi glemmer, at der er en stor forskel imellem Jehovas Vidner, de menige medlemmer om man så må sige, og det styrende eller dikterende Vagttårnsselskab.

Hvis vi som udgangspunkt tager læserbrevet fra den 16. august, kan vi lynhurtigt se, at vi allerede spiller Vagttårnsselskabets spil. Vi har flyttet vores opmærksomhed fra debattens centrum… Igen!

John Andersen tager i nævnte læserbrev udgangspunkt i en del af Åge Iversens indlæg fra den 26. juli, som kan diskuteres, nemlig det, at koncentrationen af hvide blodlegemer er højere i modermælken end i selve blodet. Spørgsmålet er, om det er relevant eller ej. Men her er vi allerede kørt ud på et sidespor.

I brochuren”Hvordan kan blod redde dit liv?”, udgivet i 1990 af Vagttårnsselskabet, står der klart og tydeligt på side 27:

“Disse vers er ganske vist ikke formuleret i lægesprog, men Jehovas Vidner forstår dem sådan at de udelukker transfusion af fuldblod, pakkede røde blodlegemer og blodplader. Deres religiøse overbevisning forbyder dog ikke nødvendigvis at man bruger albumin, globuliner eller hæmofili-præparater; det enkelte Jehovas Vidne afgør selv om han eller hun kan tage imod disse.” (derefter en henvisning til Vagttårnet 1978, 15. september s. 22- 24)

Dette bliver bekræftet af Jehovas Vidners informationssekretær, Gerhard Nielsen, i hans svar til mig den 31. juli 1993 i Berlingske Tidende (efter et debatindlæg fra den 26. juli), hvor han skriver:

“Om nogen Jehovas Vidner vil modtage nogle af de minimale bestanddele udvundet af plasma såsom koagulations faktorer eller globuliner er op til deres egen samvittigheds afgørelse, og nogle Jehovas Vidner vælger da også her at sige nej tak“.

Læs videre

Når angsten bliver et symbol

(15/06-1993) – Psykologi er én ting, psykoanalyse er noget helt andet! Hvad er forskellen?

For det første tager en psykolog sig af folk i krise. Omgående. Der er tale om en akut situation. Så man graver lidt i folk, men egentligt ikke synderligt meget. Til gengæld er psykoanalyse det rene gravearbejde! Man kan grave tilbage til nogle af de første erindringer. Ofte helt tilbage til 1½ – 2 års alderen. Uden brug af andet end samtaler. Dog for mit eget vedkommende er det indtil nu ikke lykkedes at grave længere tilbage end til 2 – 2½ års alderen. Det kan også være nok!

Eftersom jeg beskæftiger mig med folk, som har været i forbindelse med religiøse bevægelser og derfor er i en særlig slags krise (altså ikke en “psykisk krise”, men en “eksistentiel krise”), har jeg været nødt til først at agere psykolog, for derefter lidt efter lidt at trække mig tilbage fra rollen som psykolog og ind i rollen som psykoanalytiker.

Jes Bertelsens “Dybdepsykologi”

På dansk kalder man også psykoanalyse for dybdepsykologi, fordi man benytter sig af de samme metoder som psykologi, altså samtaler. Men i psykoanalyse går man længere tilbage i hukommelsen, samtidig med at man finder og bearbejder kilden til forskellige neuroser.

Da jeg havde lært det danske sprog, undersøgte jeg, hvad Danmark havde af litteratur vedrørende psykologi, og jeg fandt en bog, som hed “Dybdepsykologi” af Jes Bertelsen. Den købte jeg og begyndte at læse. Jeg må indrømme, at jeg ikke syntes, at det, jeg læste, havde ret meget med psykoanalyse at gøre! I virkeligheden kunne man sagtens, i følge min mening, se helt bort fra Jes Bertelsen i psykologisk eller psykoanalytisk forstand. Hans teorier har, stadig efter min mening, intet med det fag at gøre. Problemet er bare, at jeg er “stødt ” på ham (eller hans lære) op til flere gange – flere gange end jeg har brudt mig om! Desværre har det nemlig ofte været i forbindelse med mennesker, som var temmelig svært psykisk skadede.

Jeg må her skynde mig at tilføje, at jeg endnu ikke har “overtaget” nogle patienter direkte fra Jes Bertelsen, kun efter andre “terapeuter”, som har været påvirkede, eller som siges at være inspirerede af ham. På den måde kan man jo altid redde ansigt ved at sige: “Nå, ja, men jeg blev misforstået. Det var ikke det, jeg mente. Det var ikke det, jeg sagde.”

På den anden side skulle man mene, at en lære, en teknik, en metode, som udelukkende kan bruges af “opfinderen/opdageren”, ikke kan være til synderlig meget nytte for nogen som helst … Vel?

Læs videre

Venter i helvede på det lovede Paradis

(01/12-1992) – Manden, der sidder foran mig, ser ned. “Nå,” siger jeg, “hvad føler du så om det?”

”Tja … på den ene side siger man, det ikke kan være rigtigt, og på den anden side siger min fornuft mig, at …”

“Jeg spurgte hverken, hvad din fornuft siger, eller hvad “man” siger, og heller ikke, hvad der kan være rigtigt eller forkert. Jeg spurgte bare dig, hvad du rent personligt føler. Altså: Hvad føler du om det?”

“Undskyld … hvad sagde du?”

Den slags dialoger med tidligere medlemmer af Jehovas Vidner (kaldet “Sandheden”) høres dagligt i mit terapi-værelse – desværre. For dem, som selv er gået ud af Jehovas Vidner (de kaldes “frafaldne”) eller er blevet smidt ud (de kaldes “udstødte”), er følelseslivet et kæmperod.

Det skal ikke forstås sådan, at tidligere Jehovas Vidner ikke kan føle. Det gør de i allerhøjeste grad! Men de er ikke vant til at sætte ord på det. Det tør de faktisk ikke. De forsøger at løbe fra sig selv. Men det kan ingen. Det sidste forsvar er så ikke at forstå det, jeg siger. Eller ikke høre det.

Det er den sidste bastion, som forsvarer enhver følelse, enhver personlig mening, enhver del af den personlighed, som var den oprindelige person før mødet med Jehovas Vidner.

Den bastion er bygget op af angst, forvrænget virkelighedsopfattelse, skyldfølelse og overvågning. Den er bygget af Vagttårnsorganisationen: det centrale organ i Jehovas Vidner, som på verdensplan omfatter ca. 12 millioner mennesker (indbefattet de “interesserede”).

Læs videre