Når huset braser sammen

Ruin

Om assimilation og akkomodation

Er det ikke underligt, at folk, som er inde i en nyreligiøs bevægelse eller sekt, som Jehovas Vidner, bliver ved med at holde fast ved visse lærepunkter, og det selv om de gang på gang kan se, at selskabet laver om på deres trossætninger og dogmer? Hvorfor forlader de ikke organisationen?

Naturligvis er der nogle af dem, som gør. De vælger enten at gå selv (og kaldes frafaldne), eller de vælger at lade sig smide ud (de kaldes udstødte).

Enkelte andre bliver mindre og mindre aktive og “siver ud”, indtil de ikke længere er kendt som Jehovas Vidner og nemmere kan gøre det, de helst vil. Det er dog et fåtal, som vælger denne løsning. Hvorfor egentligt det?

Hvorfor bliver folk ved med at holde fast i noget, de da må indse til tider er løgn? Hvordan kan de blive ved med at være Jehovas Vidner, når de kan se, at visse ellers “klippefaste” læresætninger, som forståelsen af 1914 og det at være militærnægter, er ændret drastisk?

Jehovas Vidner adskiller sine medlemmer i 1. og 2. klasses medlemmer: 144.000 skal regere med Kristus i Himmelen, den “lille skare”, de “Salvede”, som er de eneste, som kan tage del i nadveren på mindehøjtiden (det, som svarer til vores Påske). Resten af medlemmerne, “den store skare”, skal leve i evig fryd og gammen her på jorden.

Før i tiden var det ligeledes udelukkende “de salvede”, dem fra “den lille skare”, som kunne være medlem af Det styrende Råd. Dette er lavet om. Hvordan kunne dette ske uden et meget drastisk fald i antallet af medlemmer?

Når man stiller disse spørgsmål til en “udstødt” eller en “frafalden”, er det svar, man får, ikke altid lige klart.

Det er ikke, fordi de ikke kender det, men ganske enkelt fordi de fleste mangler ord til det. Derfor kan forklaringerne være meget ens fra person til person, og dog alligevel meget forskellige.

Der er ofte flere småting, som man har lagt mærke til. Og på trods af dette har man intet foretaget sig. Man har ladet som ingenting. Man har “slået det hen”, man har “taget skylden” eller ment, at man havde taget fejl. Eller også har blot tankerne om konsekvenserne været så uoverskuelige, at man ikke har taget skridtet.

Og det indtil at det en dag blev for meget. En bastion er faldet, en -for en- grundlæggende læresætning, princip, forståelse eller dyb overbevisning bliver krænket. Og nogle gange betyder det, at man tager skridtet fuldt ud.

Men hvorfor bliver resten ved med at lukke øjnene? Hvad er det for et princip, som gør sig gældende? Det må være ret grundlæggende, siden så mange har det? Og i så fald, hvad er det?

Det er korrekt, princippet er ganske grundlæggende og er rent faktisk gældende i mange af livets forhold, hvoraf nyreligiøsitet og sekter er en del. Det er det samme, som sker i nogle parforhold, for eksempel hvor man bliver ved med at holde fast på et forhold, som er ret håbløst, koste hvad det koste vil, kun for at se, når tiden er gået, at man har holdt på en drøm … Eller et mareridt.

Det er det samme, som gør sig gældende, når folk bliver ved med at holde fast i visse fordomme uden at kunne begrunde dem. Det er det, der gør, at man nogle gange holder mere fast på en løgn end på sandheden, og det endda når løgnen ikke engang ser godt ud længere. Når sandheden, eller tilbagevisningen af løgnen, ser mere og mere logisk og egentligt sand ud, hvorfor holder man så på en løgn, som ser mere tør, kedelig og skrøbelig ud som tiden går?

vestige-ruine-maison-villes-vieille-866714Det svarer til, at man køber et hus. Rimelig pænt at se på, men egentligt ikke særlig solidt eller holdbart. Og naturligvis, efter et stykke tid begynder der at gå ting i stykker. Man reparerer, og siden man ikke har penge nok, låner man i banken.

Inden man har haft tid til at tilbagebetale det, går der mere i stykker, man låner mere, og så går en ting til i stykker, man låner endnu mere, indtil man er stavnsbundet til det hus og rent faktisk ikke kan gå fra det…

Det er det, man kalder for begreberne assimilation og akkommodation.

Jeg bliver nok nødt til at forklare det lidt mere indgående.

Uanset om man er ateist eller troende, er man nået til den erkendelse, at mennesket er anderledes end de andre dyr.

Og det af flere årsager: For det første fordi vi har intelligens, vi opfatter tingene og genbruger dem. Derudover udvikler vi os; vi ændrer os, lærer nyt, ikke blot fra generation til generation, men i løbet af vores livstid. Vi opfatter bestemte ting, drager erfaringer heraf og genbruger dem.

Vi ændrer os. Lige præcis den evne er den, som adskiller os fra de andre dyr: Vi lærer og ændrer os.

Jeg er ikke den samme i dag, som jeg var i går på samme tid. Jeg har lært noget, jeg har ændret mig, jeg har udviklet mig, i positiv eller negativ retning, i godt eller ondt, men under alle omstændigheder er jeg ikke den samme. De erfaringer, jeg har gjort, har jeg ikke kun lært en ny adfærd af (som en rotte for eksempel), men jeg bruger dem til noget, også i andre af livets forhold. Jeg vil altså ikke stift kun genbruge den ene erfaring i den ene situation, men også i lignende situationer.

Og derfra den menneskelige kreativitet!

Vi mennesker udvikler os på en måde, som er anderledes end den måde, dyr udvikler sig på, hvor de når et punkt, hvor de stagnerer, bliver stående.

Som menneske er jeg også i besiddelse af den egenskab, at jeg gerne vil opsluge, kontrollere verden. Jeg har nemlig ønsker og viljestyrke. Fra barnsben af ønsker jeg at kontrollere min del af verden, så jeg kan få det ud af den, jeg ønsker.

Derfor er jeg nødt til, så at sige, at “opsluge” verden: Altså opfatte den, håndtere den, finde min plads i den, så jeg hurtigere kan finde ud af mine muligheder.

Derfor vil jeg til stadighed forsøge at finde de regler, som regerer den verden, for dermed bedre at kontrollere dem og deraf kontrollere verden (eller den del af den, jeg har mulighed for at kontrollere). Jo hurtigere jeg lærer reglerne, desto hurtigere kan jeg udnytte dem til eget formål.

Den udvikling er som regel langsom. Som sagt er jeg ikke den samme i dag kl. 18:00, som jeg var i går kl. 18:00, men forskellen er minimal og nærmest umærkelig; med mindre jeg er kommet ud for et alvorlig trauma imellem disse to dage, naturligvis!

Men tænker man sig godt om, og ser man blot et halvt år tilbage, ja… Så har man rent faktisk ændret sig en del, synspunkter og holdninger har flyttet sig. Nogle ting, man ikke regnede med, man nogensinde ville sige, og som man ikke ville have drømt om at sige eller mene for blot et halvt år siden, siger man eller mener man i dag!

Naturligvis er den udvikling stærkere i vores første år, da vi er børn, da der jo er en hel del ting, vi skal lære.

Derfor vil jeg systematisere verden, så jeg kan finde rundt i den. Og det vil sige, at jeg forholdsvis hurtigt vil danne mig et billede i hovedet af nogle ting. En “bås”, jeg kan putte forskellige ting i, så jeg nemmere kan udnytte alt det her.

Der er nu to problemer… Det første er, at jeg ofte danner mig disse båse ud fra egne erfaring eller ud fra autoritetssætninger, og den erfaring ikke altid er i overensstemmelse med virkeligheden. Det andet er, at jo mere usikker på mig selv jeg er, desto mere vil jeg være tilbøjelig til at sætte ting i bås. Fordi jo hurtigere de er kategoriseret, desto mere tryg er jeg. Jeg er usikker over min plads i forhold til virkeligheden. Hvis jeg sætter diverse ting i bås, så bliver virkeligheden knap så skræmmende.

Altså danner jeg mig et billede af nogle ting. Jeg har et billede i mit hoved, og alt er vel.

Indtil det tidspunkt hvor det, som foregår ude i virkeligheden, ikke længere passer med det billede, jeg har i hovedet! Hvad så?

Så har jeg rent faktisk to muligheder: Jeg kan enten mene, at mit billede, forestilling, er forkert, og lave det om, eller jeg kan mene at virkeligheden er forkert og presse den ned i mit billede alligevel.

Hvis jeg tilpasser mit billede til virkeligheden laver jeg en akkommodation, en tilpasning. Hvis jeg tilpasser virkeligheden til mit billede (på godt dansk, sætter tingene i bås) så assimilerer jeg.

Jo mere usikker jeg er på min personlighed og verdensbillede, på mig selv og min formåen, desto nemmere vil jeg have det med at sætte tingene i “bås”. Og jo flere ting jeg har smidt i den bås, desto sværere bliver det at lave om på det.

Husk, at hvis jeg oprindeligt tvang noget ned i den bås, var det fordi, jeg var usikker. Dvs. at jeg ikke samler erfaring omkring den situation. Jeg bliver ikke mere sikker, jeg lærer ikke at takle situationen, og næste gang en lignende situation, eller blot en situation som kan minde om den, hænder, så bliver jeg nødt til at smide det i samme bås… Jeg mangler den fornødne erfaring.

Og jo længere tid jeg bliver ved med det, desto sværere er det at bryde og ændre den bås. Tænk: Jeg turde ikke ændre den, da den var tom, det gør det ikke nemmere at ændre den nu, hvor den er fyldt op! Nu har jeg bygget 5, 6, 10 år af mit liv på den… Det bliver lige pludselig mange ting, som skal tages stilling til!

Så jeg venter til den dag, båsen sprænger, eller den dag, hvor noget vitterligt ikke kan passe i den længere, og så bryder en del af (eller hele) min verden sammen.

Skaden er stor, fordi jeg derudover nu bebrejder mig selv en masse ting (de sidste 10 års fejl, som jeg inderst inde godt vidste var forkerte, men har ignoreret). Det ene med det andet kan ofte føre folk ud i ekstreme situationer som selvmord, eller tvinge dem ind i andre nyreligiøse bevægelser.

Altså et sted, hvor der er nye (måske lidt større) båse, indtil det bliver deres tur at sprænges.

Det er som oftest det, man ser hos et medlem af en sekt: En tendens til at sætte ting i fordefinerede faste rammer.

Men uanset hvor bred båsen er, er det stadig en bås, og så længe den er der, vil problemet bestå.

Kun ved selvindsigt, forståelse, selvaccept, accept af de andre, og at det ikke er altid, at man er fejlfri. Kun ved erkendelsen af, at det ikke er alt, vi kan styre, ved erkendelsen af, at nogle ting kan vi ændre og over for andre må vi resignere (og ikke flygte fra!), kan man styre den lille stump af verden, der er en tildelt.

Når man ikke kan reparere huset, er det bedste at erkende, at man nok har begået en fejl og flytte og købe et nyt hus, rige af de erfaringer, man har fået ud fra det første huskøb, frem for at reparere på en drøm.

© Cyril Malka 1998 – Udgivet ved Nordisk Konference om Sektofferproblematik for Klinisk Personale d. 28. august 1998

Cyril Malka
 

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments