Jehovas Vidners hospitalsinformation

Hvordan kan blod redde dit liv (Vagttårnsselskabet)

(28/10-1996) – En 24-årige kvinde døde på hospitalet d. 15. oktober, fordi hun, som et Jehovas Vidne, nægtede at modtage blod. I det forløb er der tre vigtige ting, vi bør notere os.

For det første er det ikke forbudt for Jehovas Vidner at modtage blod. For det andet er kontaktudvalgets arbejde samt det pres, der lægges på patienten, langt mere end det fremgår af Jørgen Larsens udtalelse i Kristeligt Dagblad d.19/10. For det tredje vil jeg påpege, at sammenligningen med en udstødelse og det, at få “en kold skulder som en uartig elev i skolen”, er på grænsen til dårlig smag, når man tænker på alle de “uartige elever”, som er drevet til selvmord efter udstødelsen…

Lad os tage de tre punkter hver for sig:

Den mest almindelige begrundelse for forbudet mod blodtransfusion hentes dels i 1. Mos. 9:3-4, som behandler forbudet imod at spise blod (kosher). Det samme forbud menes at være gentaget i Apostlenes Gerninger:

Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud, men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.” (ApG 15,19)

Ifølge Vagttårns Organisationen tolkes dette derhen, at når nu man ikke må spise blod, må det da også betyde, at man heller ikke kan få det sprøjtet ind i årene … Så langt så godt …

Men så begynder tingene at ændre sig … I brochuren “Hvordan blod kan redde dit liv” (Udgivet af Vagttårnsselskabet i 1990) står der:

Disse vers er ganske vist ikke formuleret i lægesprog, men Jehovas Vidner forstår dem sådan at de udelukker transfusion af fuldblod, pakkede røde blodlegemer og plasma, såvel som indgift af hvide blodlegemer og blodplader. Deres religiøse overbevisning forbyder dog ikke nødvendigvis at man bruger albumin, globuliner eller hæmofilipræparater: det enkelte Jehovas Vidne afgør selv, om han eller hun kan tage i mod disse.” (Side 27)

Allerede her er vi lidt på afveje … Jeg mindes ikke at have fundet det sted i Bibelen, som tillader Faktor VIII (Hæmofilipræparater) og forbyder Plasma… Men jeg søger stadig væk…

Det mest spændende er dog dette: Plasma er forbudt … Det er vi så enige om … Men: Albumin, Immunglobuliner (indeholdt i rhesuspræparater, som ligeledes er tilladt) samt Fibrogener (som indgår i hæmofiliprodukter) er tilladt … Og disse tre produkter, samt vand, er faktisk 99% af blodplasma … Som jo er forbudt!

Faktor VIII, som kan holde et Jehovas Vidne i live, er tilladt … For at holde liv i et menneske, som lider af hæmofili vha. Faktor VIII, behøves der 200.000 portioner blod … Dette er tilladt … Men den halve liter blod, der kan redde en fødende mor, et ulykkesramt barn eller lignende, er forbudt?

Her placerer Vagttårns Organisationen sig meget højere oppe end en vejleder i Guds ånd! Her uddeles der død eller liv efter nogle højst dunkle regler …

Disse regler, mener jeg, har rødder i at Vagttårns Organisationen gerne vil opbløde sine holdninger. Det er ikke synderlig god reklame, hver gang et Jehovas Vidne dør af blodmangel. Problemet er ganske enkelt, at for mange allerede er døde på den konto indtil nu.

Det er nu klart, at blodforbudet ikke kun hviler på religiøse principper… Det gør det kun i nogle tilfælde (der hvor det er passende) … Man kan for eksempel læse i “Når spørgsmålet om blodtransfusion bliver aktuelt” (udgivet af Vagttårnselskabet), som er en del af det undervisningsmateriale, der bliver brugt til hospitalsudvalgene:

[…] men når der opstår lægelige eller juridiske problemer i forbindelse med blodspørgsmålet, må vi kraftigt understrege at blodtransfusion er forbundet med mange farer for komplikationer, endda med dødsfare. Når sagen fremlægges på denne måde vinder vi måske større gehør end hvis vi gør det til spørgsmål om ‘religionsfrihed’ eller om ‘legemets ukrænkelighed’, for de sidstnævnte argumenter vil ofte blive opfattet som om vi gerne vil dø – […]

Jo … Jeg kan helt klart se her … Det hele handler udelukkende om tro og bibelske principper!

Dette fører os ganske naturligt til Jørgen Larsens udtalelse om, at målet med Hospitalsinformationen er, at “hjælpe kvinden og lægerne med at finde den bedste behandling[…]”… Det er ikke det, som fremgår af hospitalsinformationens eget materiale, som egentligt mest er møntet på, hvordan man kan takle diverse situationer ift. hospitalets personale…

I et brev fra d. 6. september 1996 stilet til alle kreds- og områdetilsynsmænd står der bl.a.:

“På alle afdelingskontorer vil der i fremtiden være en afdeling der hedder HOSPITALINFORMATION. På vort afdelingskontor vil den blive varetaget af brødrene i tjenesteafdelingen. Rundt om i landet vil udvalgene for lægeanliggender blive ændret, idet der i fremtiden skal lægges særlig vægt på at få kontakt med sygehuse, læger, sygeplejepersonale, undervisningcentre og offentlige instanser der varetager disse gruppers interesser. […] Tidligere var der blot tale om rådgivning af brødrene, men nu er der tale om kontakt til udenforstaænde og det ændrer kriterierne for hvem der kan bestride opgaven bedst muligt. (Understreget af mig)

Meningen er altså ikke blot at hindre, at patienten bliver svag i troen… Men lige så meget det at lægge pres på personalet… Dette kan underbygges yderligere af følgende, som faktisk viser, at Vagttårnsselskabet ikke er interesseret i at yde støtte til dem, som egentligt har behov for det … De svage, de med dårligt omdømme, bliver ikke støttet. Følgende citat fra samme brochure:

Status og omdømme i menigheden: Er patienten døbt? Er patienten aktiv i tjenesten? Har vedkommende en ikketroende ægtefælle? Er der børn? Er patienten et godt eksempel i menigheden?

HAR ET DÅRLIGT OMDØMME I MENIGHEDEN: Fortæl de lokale ældste hvorfor kontaktudvalget ikke kan gå ind i sagen, eller kun kan gøre det indirekte.

HAR ET GODT OMDØMME I MENIGHEDEN: Gå videre til punkt 7. (Hvad kontaktudvalget skal gøre når der anmodes om hjælp i en nødsituation – s. 36)

Jeg vil så gerne stille spørgsmålet en gang til: Er det vigtige for Vagttårnsselskabet at redde et Jehovas Vidne, eller at undgå dårlig omtale? Er hospitalstjenestens arbejde at støtte? I så fald hvem og mod hvad? Er det at have en ikketroende ægtefælle (f.eks. en katolik) noget, som giver godt eller dårligt omdømme?

Hvis målet er at hjælpe patienten, hvorfor er udvalgets arbejde så nærmest det at påvirke sygehuspersonalet? Deriblandt ved at notere deres navn, det, de gør, og hvornår de gør det? Hvorfor er det helst, de “sikre” vidner som i så fald får den hjælp? Hvorfor postulerer man at ville overholde et bibelsk princip, når Bibelen er gemt langt væk?

Afslutningsvis påpeges det, at i tilfælde af svaghed fra patienten side, får vedkommende en “kold skulder” … Resultatet kan naturligvis blive udstødelse … Og det er ikke en kold skulder, men en dødsdom … Her igen gør Vagttårnsselskabet sig til dommer over liv og død …

Jeg troede, at kun Gud kunne gøre sig til dommer over den slags … Men det ser vitterlig ud til, at jeg har en del bibellæsning til gode …

© 1996 – Cyril Malka – Udgivet i Kristeligt Dagblad d. 28. oktober 1996

Cyril Malka
 

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments